CSS Deaktiveret

Siden vises ikke optimalt, prøv at genindlæse siden


Snowfuns Historie

Snow Fun's historie

Snow Fun. For mere end 20 år siden lå Snow Fun blot som en idé i baghovedet på Jørgen Pedal Nielsen. Og da der ikke var langt fra idé til handling, blev det starten på Roskildes eneste specialforretning inden for skisporten og alt udstyret.


De første mange år blev forretningen drevet fra privatvillaen på Sønderlundsvej, hvor Jørgens bedre halvdel - Rebekka Ø. Nielsen gav sin andel til projektet.
Men det blev med tiden for småt. Mængden af ski og snowboards, som enten skulle vokses eller repareres var støt stigende. Samtidig skete der fremskridt på støvler og såler. Skistøvlerne havde standard inderstøvler, som ikke passede alle fødder lige godt. Derfor opstod der nye teknikker og metoder, der kunne tilpasse støvlerne individuelt.



MERE PLADS. Det hele krævede mere plads - ikke bare til kunder og personale, men især til de store maskiner, som kan vedligeholde og reparere ski. Den nye computerstyrede "sålefræser" var naturligvis særlig vigtig for vores koncept. I 2007 flyttede vi derfor til Industrivej 1E, hvor vi med 500 kvm. nu har plads til det hele - næsten! I travle perioder reparerer vi op til 100 par ski og snowboards om dagen.

NY AFDELING Da skisæsonen er i en begrænset periode, var det nødvendigt at finde et område inden for sportsverdenen til at udfylde den øvrige tid. Tilpasning og fremstilling af specialsåler var allerede en stor del af forretningen, så det lå lige til højrebenet, at satse på løberne.
Det meste af personalet dyrker selv løb - nogle endda de mere ekstreme grene som Marathon og Ironman. Det samme gjorde mange af vores eksisterende kunder.
Sådan opstod løbeafdelingen, der tilbyder alt i udstyr til amatøren eller til den professionelle.